Sponsorering - en succesfaktor for ikke-ambulerende ryttere

Det er på alles læber i hele hestesverige lige nu. Hestenes velfærd. 

Få samtaleemner gør os mere oprørte end heste i nød. 

Indtil for ganske nylig skete hestemisbrug og -forsømmelse kun for folk, der bor langt ude på landet med få eller ingen forbipasserende og er socialt utilpassede af en eller anden art med dårlig økonomi, psykisk sygdom, ældre eller bare særlinge. Det troede vi i hvert fald.

Mange af os har med rædsel læst om den rene elendighed, som Länsstyrelsen har opdaget ved uanmeldte tilsyn, hvor både det ene og det andet i form af dyremishandling og elendighed er blevet opdaget. Ofte har det handlet om, som allerede nævnt ovenfor, en eller anden form for krise hos den ansvarlige for hestene, som gjorde dem ude af stand til at se på de mest basale behov hos det pågældende dyr.

Det er dyrt at eje heste, hvilket 99,9% af alle hesteejere kan skrive under på, og det er et uendeligt ansvar og en livsstil, 24/7, året rundt. Men det er også en glædelig og sund livsstil, for hestene giver os så meget tilbage. Ting, som engang fik os til at beslutte at fortsætte med at ride, efter at det første semester på rideskolen var slut. At få en hest den dag, vi eller vores forældre blev overtalt til det. Har vi fortrudt det? Nej, selvfølgelig ikke.

Heste er livet, balsam for vores stressede sjæle, livseliksir til at klare hverdagen og samle kræfter til den næste prøvelse. Så kom det øjeblik, hvor vi kunne sammenligne vores kærlighed til vores heste med andres. Konkurrencens øjeblik. 

At konkurrere med heste er fantastisk! At kunne flyve over forhindringer eller danse til musik med et stort dyr, der vejer 600 kg, er unikt i sportens verden, og noget vi, der elsker vores heste, gerne vil fortsætte med. Men det koster selvfølgelig penge, mange penge, som vi gerne bruger på vores elskede sport.

Men hvad nu, hvis vi ikke behøver at tage vores egne penge for at konkurrere med heste, der elsker at flyve eller danse rundt, eller hvis vi er forpligtet af dem, der giver os penge, til at vise os selv og vores heste ved et bestemt antal arrangementer, til at vinde et bestemt antal konkurrencer og til at bruge produkter, som vi måske ikke normalt ville bruge, hvis vi fik vores egen vilje?

Når sponsorering bliver en forudsætning for at kunne forsørge os selv, beholde vores heste, vores anlæg og vores hjem. Vil vi så være lige så gode hesteejere og ryttere?

Når vi falder i hænderne på sponsorer, sker der noget med vores passion for heste, ligesom når vi falder i hænderne på krævende kunder, der forventer en færdig hest på to uger. Så bliver pengene, vores indtægt, en faktor, der risikerer at sætte det, vi alle holder af, på spil, nemlig hestens velfærd.

Når det er sagt, hvad er så sponsorernes ansvar, dvs. de virksomheder, der omgiver eliteryttere, salgsstalde, væddeløbsarrangementer etc. Kan de ikke bare, når tingene begynder at brænde på, komme med en offentlig meddelelse om, at de har trukket deres sponsoraftaler med ryttere/hesteejere, der er blevet taget i at mishandle hestene, tilbage? De har trods alt sponsoreret i tiden, indtil hændelsen(erne) blev kendt og bragt frem i lyset. Sponsoreret uden på nogen måde at stille krav eller kontrollere, at hestens velfærd er sat først i deres sponsoraftaler.

Det er nemt at trække den brændte hånd tilbage for at eliminere risikoen for at miste salg ved at blomstre op i en skandale. Men ansvaret bør også placeres hos sponsorerne, da de ofte er motoren og drivkraften bag jagten på hurtige resultater.

Så når det er sagt - så bør der også være et krav fra forbundene om, at virksomheder, der sponsorerer individuelle ryttere, større stævner og lignende, også skriver et adfærdskodeks for godt rytterskab ind i deres sponsoraftaler og sikrer, at den person, der modtager sponsoratet, rent faktisk kontrollerer, at det bliver overholdt. Ellers kan vi ikke med god samvittighed blive ved med at tillade virksomheder at sponsorere overhovedet. For hestenes skyld.